Kirstines fødselsdag

Blev en stille affære, men i det mindste fik jeg lov at beholde den for mig selv. Jeg lavede god morgenmad til mig selv, da Natanael var afleveret i vuggestuen, og sad og nød den for mig selv. Om eftermiddagen kom min søster Ida, som havde lovet at passe Natanael, mens Kristian og jeg tog på Bones og udnyttede deres fødselsdags tilbud. Efter den megen mad – der kun var lidt plads til i maven, som var STOR og TUNG! – gik vi over og lagde os på en lille nærliggende slotsholm for at slå mave og nyde det dejlige solskinsvejr. Det blev en rolig, men dejlig dag!

Sommerhus med Karin

Vi nød den enkelt uges ferie Kristian havde fra arbejde i fulde drag. Natanael fik fri fra vuggestuen, og så pakkede vi bilen og kørte til Saxild strand, hvor vi skulle møde Kristians mor i et sommerhus, vi havde lånt. VI nød det skønne vejr, der var hele ugen med ca. 25 gr. i gennemsnit. I modsætning til hjemme i lejligheden var der ikke vasketøj, rengøring og andre kedelige opgaver, der skulle ordnes. Natanael nød at kunne rende ud i den store lukkede have med sandkasse, gynger, bolde, scooter og badekar. Vi var flere gange ved stranden for at bade, og der var også tid til at læse bøger, spille spil, se tv, sove middagslur, brokke sig over det manglende internet og lave og spise dejlig mad. En enkelt dag tog vi en tur til Grenå, hvor vi besøgte Kattegatcentret og så ”gor dish!” (=stor fisk). Vi fik også besøg af Ida, Jonas & Karen og Hedvig og Gunnar med deres datter Karen og et kort besøg af Daniel og Frida med børn, som skulle ’overtage’ sommerhuset efter os. Alt i alt var det nok den bedste måde at lade op på, vi længe har oplevet, og vi følte os afslappede, da vi igen vendte bilen mod Silkeborg.

Hverdag

Så er hverdagen ved at blive hverdag igen. Kristian er ved at finde sig til rette i sit nye job hos NetCompany på gågaden i Århus. Han er rigtig glad for det og nyder at kunne lære nyt på en anden måde end i skolen og rent faktisk gøre nytte med sin viden. Arbejdspladsen sætter også stor pris på Kristian. Han har lige været til en evaluering af sin arbejdsindsats, og det var lutter rosende ord – nu mangler han kun mere erfaring.
Med jobbet følger også en helt anden levevis. På NetCompany er der dresscode, så Kristian har været ude og købe ny garderobe sammen med sin lillebror Verner, der har styr på sådan noget. Det er helt anderledes at have fået en mand, der nu til hverdag går i skjorte og fine sko, så jeg nyder at have noget lækkert at se på!
På hjemmefronten kan skiftet fra SU til løn godt mærkes! Det har resulteret i, at vi har skyndt os ud at købe bil. Det blev til en 10 år gammel Ford Focus stationcar. Den kører virkelig godt, og vi nyder den frihed, det har givet os. Det er dog virkelig svært for Kirstine at cykle forbi bilen, når hun skal i skole, så det øver vi lidt på =D. Ellers er pengene også blevet brugt på vores første gourmetmiddag nogensinde. Det var virkelig en oplevelse, og noget vi bliver nødt til at gøre igen!
Bagsiden af medaljonen er desværre, at Kristian er væk hjemmefra lang tid hver dag. Han skal lægge 40 timer i ugen hos NetCompany og derudover kommer transporten til og fra Århus. Pga. beliggenheden kan det ikke betale sig at tage bilen, så det bliver til ca. 2,5 timers transport hver dag – oven i arbejdstiden. Det betyder, at han tager hjemmefra 6.10 hver dag og kommer hjem igen 16.50 eller 17.50. Dermed ser han kun Natanael 2,5 time hver dag, så det er lidt hårdt for alle parter. For Kirstine betyder det, at hun hver dag skal bringe og hente, så det har også krævet lidt tilvænning efter den fantastiske frihed, vi har haft gennem vores studier.
Kirstine er godt i gang med eksamenerne og glæder sig til d. 18. juni, hvor hun går på barsel. Så er der lige en god måneds tid, til vores lille pige kommer til verden og dermed lidt tid til restitution og redebygning. Vi er spændt på, hvordan Natanael takler det at blive storebror, men vi har forhåbninger, om at han med tiden kommer til at nyde det. Han er en glad (for det meste) og meget snakkende dreng. Vuggestuen er meget glad for at have ham, og han nyder at være der. Særligt har han fået en ven i en lidt ældre pige, der hedder Victoria. De holder i hånden når de går tur, leger sammen hele tiden og skændes også til tider – et lille ægtepar =D
I sommerferien skal der slappes af. Kirstine har god lang sommerferie, men eftersom Kristian ikke har optjent feriepenge, tager han kun en enkelt uges ferie i uge 28. Her skal vi med Karin i sommerhus ved Rude strand. Det bliver en hyggelig og forhåbentligt afslappende uge. Kort efter kommer der så et par ugers barsel, så alt i alt bliver det jo til noget ferie alligevel.
Endelig kan lige nævnes, at vi har købt årskort til Aqua-centret. Det giver også fri adgang til Jesperhus, Kattegatcentret, Den gamle by, Aalborg zoo og Nordsøen oceanarium, så sig endelig til hvis vi skal tage på tur sammen.

Lidt nyt…

Ja, så er det godt nok ved at være lang tid siden, der sidst er sket noget her på siden! Efter lidt opfordring, sker der nu lidt igen. Der er både nye billeder og videoer, og så tænkte jeg, at I da også skulle have lidt på skrift!

Siden sidst er vi kommet godt hjem til Danmark igen og har haft god tid til at fordøje vores mange oplevelser i USA.

Nu bor vi tilbage  i Silkeborg og er faldet rigtig godt til i vores 92 kvm. store lejlighed. Kirstine har netop afsluttet praktikken på andet år af sin læreruddannelse, så det går langsomt fremad på den front. Kristian har netop afsluttet sin bachelor med et flot 12-tal, så nu kan han kalde sig diplomingeniør. Nu er han godt i gang med jobsøgningen, og vi håber på, at han snart får et job. Natanael er fortsat glad for at gå i vuggestue, og her hjemme er iPad, bøger og puslespil det helt store hit. Til sommer vokser vores lille familie endnu en gang, og vi glæder os til at møde den lille (meget levende) baby, der gemmer sig i Kirstines mave!

Så er vi kommet til det sydlige Florida

Endelig ferie! Vi har fået kørt mange mil/km, og er tilsidst kommet til det sydlige Florida. Vi bor i en lille by syd for Miami ved navn Florida City. Vi har boet på moteller hele vejen herned i forskellige byer. Vores skema de første to dage har været
1. Køre så langt som muligt om formiddagen
2. Stoppe et sted for at opleve noget og spise.
3. Køre igen til vi nåede motellet vi skulle bo på.
Nu har vi to overnatninger her syd for Florida, så i dag tager vi ind på Miami Beach, mens vejret er godt. Der er nemlig uvejr i Florida i disse dage, så det gode vejr må nydes så længe det er der. Dog er temperaturen stadig på 27-30 grader celcius…
En anden ting er at jeg har fået mine karakterer. Det gik bedre end forventet med to A’er, to B’er og et C. Så det er virkelig godt!

Så er ferien her!!!

Så er den sidste eksamen overstået og næsten alle møbler er væk. I morgen kører vi mod Savannah og senere Disney World. Måske bliver der også tid til at sole sig i 30 graders varme på Miami Beach…
Håber I ikke har det for koldt hjemme i DK 🙂
Vi ses om et par uger…

Award fest

Så er jeg lige kommet hjem fra en award fest, hvor min gruppe og jeg skulle præsentere vore app, som vi har arbejdet på den seneste måned. Det viste sig at vi havde den bedste app, for vi vandt vores kategori og fik en PS3 hver!
Hvis I har lyst til at se app’en, så er linket her: Neighborhood Watch

Kirstine har også haft en sindsyg dag, men det vil hun nok selv skrive om engang…

Skole

I skolen har jeg fået fem fag. De to fag jeg skal bruge for at kunne tage civilingeniør uddannelsen (lineær Algebra og diskret matematik) fik jeg begge, og derudover har jeg computer simulation, der handler om hvordan man kan bygge en simulator op og få resultater til analyse. Dette kunne f.eks. bruges til simulering af trafik.
Et andet fag er mobile applikationer, som handler om den mobile verden, hvor vi skal lave applikationer til mobiltelefoner, der er integreret med Google maps eller sådan noget lignende.
Det sidste fag er opfattelse og robotter. Dette fag handler om hvordan robotter kan navigere rundt ved at få input fra verdenen omkring den. Eksempler på sensorer er webcam, tryk, osv. Vi har i min gruppe fået udleveret en robot, som hedder Pleo. Det er en dinosaur, der kan bevæge benene, kroppen, hovedet og halen ved hjælp af motorer inden i. Den programmeres fra en computer, så vi kan få den til at gå og dreje.

Skolen er meget anderledes herovre med hjemmearbejde, tests, projekter og eksamener fordelt ud over hele semesteret. Jeg har sagt til Kirstine, at i Danmark har jeg en måneds stress i eksamensperioden, men herovre har jeg 4,5 måneders stress. Man bliver målt og vejet hele tiden, og det kan være meget hårdt til tider. Hver af disse tests osv. tæller en procentdel af den samlede karakter. Hvor stor denne procentdel er, er individuelt fra fag til fag.
Til at hjælpe læreren er der ældre studerende ansat til at rette hjemmearbejde, lave eksamenssæt og alle de andre ting, så læreren kun står for undervisningen. Det tror jeg aldrig vil gå i Danmark. Tænk hvis nogle ældre studerende kan bestemme dele af din karakter. Det har jeg svært ved at forholde mig til.
Jeg klarer mig fint i de forskellige fag, og nyder mange af dem, da jeg kan se relevansen i dem, og har nogle inspirerende lærere. Men jeg glæder mig til at tage det sidste semester hjemme, da jeg foretrækker den danske model for eksamen.

Aircondition

Pyha! Nu har vi lige fundet ud af, hvad en aircondition skal bruges til. På få minutter forvandlede den vores sauna af en stue til et behageligt opholdssted. Kristian har de sidste par dage rendt rundt i knickers, og vi nyder generelt, at en jakke ikke er en nødvendighed… Det er nu rart med ca. 20 grader celsius.

Vi håber, I nyder vejret hjemme i Danmark =)

En hård start

Da vækkeuret ringede kl. 1.30, stod vi op, fik lidt at spise og fik pakket det sidste. Natanael blev vækket, så han kunne få en lille tår, inden vi skulle ud at køre, og så var vi ellers på vej mod Billund i en godt fuld bil. I lufthavnen fik vi tjekket ind og sagt farvel til mor og Jan, som havde kørt os. Det var lidt underligt, men også meget spændende. Vi var klar på eventyret.

Efter et lidt besværligt sikkerhedstjek sad vi kun en halv time og ventede på, at vi kunne boarde. Det gik helt fint, og Natanael var meget rolig. Da vi kom ind i flyet, var stewardessen så venlig at hjælpe os med at få to sæder ved siden af hinanden. Natanael blev lagt til og lå der lunt og godt under den godt en time lange flyvetur til Amsterdam. Her fandt vi hurtigt den næste gate. Vi tilbragte de 4-5 timer med at få noget at spise, gå ture med barnevognen så Natanael kunne få sovet lidt (og omgivelserne få lidt ro), spille Bonanza og slappe lidt af. Da det igen blev tid til at boarde, var det lidt mere besværligt. Vi havde fået barnevognen med ind i lufthavnen og til gaten, og da den denne gang skulle om bord på flyet, gav det nogle flere problemer. Det løste sig dog, og vi kom om bord, og fik os installeret. I dette fly måtte Natanael dog ikke ligge hos mig og spise, mens vi lettede, og jeg var nervøs for, om han ville blive meget ked af det, men det gik heldigvis fint! Da vi igen måtte rejse os, kom der er stewardesse med en lift, der kunne hænge på væggen overfor os. Desværre ville Natanael ikke sove i den, og han fik kun klatsovet på den 10 timer lange flyvetur. De sidste ca. to timer gik jeg rundt med ham i armene, for at jeg kunne få lidt fred og Kristian (+barnet i liften ved siden af) og Natanael få sovet lidt. Da vi skulle lande, græd Natanael meget, så selvom jeg ikke måtte, lagde jeg ham til brystet, og det hjalp.

Da vi kom ud af flyet, stod barnevognen og ventede på os. Vi fik hentet vores bagage, og Natanael sov gennem hele sikkerhedstjekket, selvom han skulle op af barnevognen, så den kunne blive tjekket. To af vores kufferter var gået i stykker, så det måtte vi lige have ordnet med flyselskabet, inden vi kunne vende næserne mod vores hotel. Taxichaufføren var rigtig venlig og tog det pænt, at Natanael, der var træt af at blive vækket for at skulle køre taxi, skreg for fuld hals hele vejen til hotellet. I lobbyen var de også rigtigt flinke, og der var en piccolo, der hjalp os op på værelset med vores mange kufferter. Det var skønt at kunne lukke døre og bare være os selv! Desværre havde hotellet ikke en restaurant, så vi blev nødt til at bestille mad udefra. Midt i bestillingen gik strømmen i hele byen, fordi det blæste så meget. Vi var begge mere trætte end sultne, men blev enige om, at der trods alt var lidt for lang tid til morgenmaden, så vi prøvede igen og fik bestilt maden. Der gik dog så lang tid, før den kom, at vi begge nåede at falde i søvn. Da de ringede fra receptionen for at sige, at maden var kommet, vågnede Kristian og skyndte sig så meget ud af døren, at han glemte nøglen. Da han kom tilbage til den låste dør, sov jeg åbenbart så tungt, at han ikke kunne vække mig ved at banke på døren, og han måtte gå tilbage til receptionen for at få en ekstra nøgle. Denne virkede i midler tid ikke, men denne gang kunne han vække mig. Vi nåede kun at spise en halv sandwich hver, inden vi igen sov.

Næste morgen vågnede vi tidligt og nød at kunne gå ned til morgenmad, mens der var helt roligt. Vi fik bl.a. vafler – lækkert! Da vi kom op på værelset, tog vi alle tre bad på skift. Natanael nød at kunne svømme rundt i et helt badekar i stedet for de håndvaske, han i den sidste tid var blevet mast sammen i. Vi nød disse timer, inden vi skulle være ude af værelset og tog det med ro, inden vi skulle videre til det ukendte. Da det passede med at Natanael skulle sove, kunne jeg passende gå den korte, knap to kilometer lange, tur til vores nye lejlighed. Så ville Kristian tage en taxi med al bagagen. Da jeg kom til lejligheden, stod jeg og ventede en halv time, før jeg bestemte mig for at prøve at finde ham. Jeg skulle ikke langt, før han stak hovedet ud af den bygning, der administrerede lejlighedskomplekset. Det viste sig, at der var problemer med, at vi kunne få lejligheden. Den var ikke rengjort endnu, og det endte med, at vi måtte ringe mellem 15 og 16 for at finde ud af, om den var klar. Heldigvis kunne de opbevare vores kufferter for os, så dem skulle vi ikke slæbe på. Det kunne have været dejligt med en base at gå ud fra, men okay. Så kunne vi lige nå et par ærinder ang. Kristians opstart på Georgia Tech. Bagefter gik vi i IKEA, hvor vi alle tre fik noget mad, og vi fik købt en hel masse til lejligheden. Vi havde set at IKEA bragte ud med levering samme dag, så det ville vi benytte os af. Da vi kom slæbende med alle vores vogne med indkøbte ting for at bringe dem til vareleveringen, viste det sig, at det skulle have været indleveret før kl. 15, for at det kunne komme ud samme dag, og da var klokken 18.30. Møg! Det betød at vi ville komme til en lejlighed med absolut intet, og vi ville have absolut intet, indtil IKEA kunne levere ud næste dag… Derfor tog vi vores topmadras, dyner og puder med hjem på barnevognen, så vi i det mindste kunne sove nogenlunde. Dette gav dog den forvirring, at de kun troede, at vi skulle have møblerne leveret ud, selvom vi også kom med en hel indkøbsvogn med køkkenting m.m.. Derfor begyndte de at skrive alle varenumrene på disse ned i hånden. Vi skulle i midler tid senest have hentet nøglen til lejligheden kl. 20, hvor kontoret ville lukke, for ellers ville vi stå helt uden sted at sove med en lille dreng, i en fremmed by, hvor man ikke må være ude efter mørkets frembrud. Samtidig havde Natanael sovet i så lang tid, at han ville kunne vågne, så snart det skulle være, og så ville han være sulten og skrige til han fik mad. Dette ville forsinke os yderligere en halv time, og vi ville ikke kunne nå at gå tilbage til kontoret før kl. 20. Derfor slog denne uforståelige handling mig helt ud, og jeg brød ud i gråd. Kvinden blev helt forskrækket, og jeg forklarede undskyldende. Så forstod hun pludselig, og det hele gik meget hurtigere. Inden for 5 min. var alt løst, og vi var på vej ud af IKEA med en stadig sovende dreng. På vejen kom vi forbi en pizzabar kaldet ’Papa Johns’, og da den stadig sovende Natanael og jeg var installeret i lejligheden, gik Kristian tilbage dertil for at købe os noget sent aftensmad. Den søde servitrice gav os ekstra krus, tallerkener og servietter, sammen med den toiletrulle Kristian spurgte om, da hun hørte om vores situation. I mellemtiden gik jeg alene rundt i en tom og stille lejlighed. Pludselig lyder det som en sten på ruden. Jeg farer sammen og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lyden kommer et par gange mere. Jeg tør ikke gå hen og kigge ud. Tænk at nogen kan være så frække at skræmme en ny tilflyttet mor, der er alene hjemme! Da lyden kommer endnu en gang, tager jeg mod til mig og går hen og kigger. Da ser jeg Kristian vende sig skuffet om i et forgæves forsøg på at komme i kontakt med sin kone. Jeg skynder mig at banke på ruden, og han signalerer, at jeg skal komme ned og lukke ham ind. Det viste sig, at hans nøgle ikke virkede til vores dør. Hvor uheldig kan man være?! Efter kun et par enkelte pizzaslices var vi klar til at sove. Det havde været en MEGET lang dag!

Endnu en ting, der havde stresset om aftenen, var, at jeg vidste, at vi ikke ville have noget mad i huset til næste morgen. Derfor bestilte vi ekstra store pizzaer, og onsdag d. 4. endte vi med at få pizzarester morgen, middag og aften. IKEA skulle komme mellem 9 og 14, så formiddagen gik med at slappe af, mens vi ventede. Mens klokken nærmede sig 14, blev vi mere og mere skeptiske, for om de kunne nå det. Efter kl. 14 satte vi penge ind på en skype-konto og ringede for at høre, hvor de blev af. De sagde, at de havde været der, men at de ikke havde kunnet levere, fordi de ikke kunne få fat på os, da vi kun havde et dansk mobilnummer. Derfor skulle vi ringe til fragtfirmaet 3PD og høre, hvor de var henne med vores ting. Disse sagde i midler tid, at vi skulle ringe tilbage til IKEA og få en ny leveringstid den følgende dag. Udsigten til endnu en dag i en tom lejlighed gjorde mig vred og frustreret. Da jeg igen ringede til IKEA, fik jeg fat på en kvinde, der sagde, at 3PD godt kunne levere i dag alligevel. Vi blev virkelig glade. Den samme 3PD-kvinde som tidligere sagde dog, at det kunne der altså ikke være tale om, men jeg var vred og lod hende ikke spise mig af med det. Nu var jeg blevet lovet det, og jeg holdt ved. Det endte dog også med, at hun gav efter og sagde, at de ville være der mellem 17 og 21 samme aften. Jeg var jublende glad for min stædighed. Vi skyndte os at benytte vente tiden til at gå ud og købe amerikanske mobilnumre. Det var jo det, der havde givet os problemer flere gange. Bagefter gik vi i en fødevarebutik kaldet Publix. Det var sjovt, men svært, at finde det vi skulle bruge og også hele tiden at skulle omregne til danske priser for at se, om det var dyrt eller billigt. Vi fik dog købt lidt, så vi var klar til at lave hjemmelavet lasagne, når IKEA kom med vores gryder m.m.. Da de endelig kom kl. 20, var vi dog begge så trætte, at det endte med pizza igen =)

Desværre fik jeg ikke så meget søvn den nat, for Natanael sov ikke så længe, og han var særdeles vågen klokken 5. Så måtte jeg jo stå op med ham, for Kristian skulle til noget velkomst halløj (FACET) den dag, så han skulle jo være frisk. Han gik hjemme fra kl. 7.40 og kom hjem igen ved 16-tiden. Hele den dag havde jeg en meget vågen og overtræt lille dreng, der ikke sov mere end 3-4 timer, fra kl. 5 til han kom i seng lidt over 18. Det var virkelig hårdt! Heldigvis sov han rigtig godt den følgende nat (7 timer i første lur), og det har han gjort siden. Så selvom det var en rigtig træls dag, så var det det værd, for han fik vendt sit døgn og sover ikke længere sin lange lur fra klokken 14 til 21! Faktisk har han de to sidste nætter (10. og 11. januar) sovet 8 timer i streg!!! Det er ikke at kimse af!

Alt i alt har det været lidt mere hårdt og lidt mere udfordrende, end vi havde regnet med, før vi tog af sted. Gud ske tak og lov for at det lysner! Og det har vi husket et takke Ham for! I den forbindelse vil vi også gerne sige tak for al den forbøn, vi har fået! Det sætter vi stor pris på!