Skole

I skolen har jeg fået fem fag. De to fag jeg skal bruge for at kunne tage civilingeniør uddannelsen (lineær Algebra og diskret matematik) fik jeg begge, og derudover har jeg computer simulation, der handler om hvordan man kan bygge en simulator op og få resultater til analyse. Dette kunne f.eks. bruges til simulering af trafik.
Et andet fag er mobile applikationer, som handler om den mobile verden, hvor vi skal lave applikationer til mobiltelefoner, der er integreret med Google maps eller sådan noget lignende.
Det sidste fag er opfattelse og robotter. Dette fag handler om hvordan robotter kan navigere rundt ved at få input fra verdenen omkring den. Eksempler på sensorer er webcam, tryk, osv. Vi har i min gruppe fået udleveret en robot, som hedder Pleo. Det er en dinosaur, der kan bevæge benene, kroppen, hovedet og halen ved hjælp af motorer inden i. Den programmeres fra en computer, så vi kan få den til at gå og dreje.

Skolen er meget anderledes herovre med hjemmearbejde, tests, projekter og eksamener fordelt ud over hele semesteret. Jeg har sagt til Kirstine, at i Danmark har jeg en måneds stress i eksamensperioden, men herovre har jeg 4,5 måneders stress. Man bliver målt og vejet hele tiden, og det kan være meget hårdt til tider. Hver af disse tests osv. tæller en procentdel af den samlede karakter. Hvor stor denne procentdel er, er individuelt fra fag til fag.
Til at hjælpe læreren er der ældre studerende ansat til at rette hjemmearbejde, lave eksamenssæt og alle de andre ting, så læreren kun står for undervisningen. Det tror jeg aldrig vil gå i Danmark. Tænk hvis nogle ældre studerende kan bestemme dele af din karakter. Det har jeg svært ved at forholde mig til.
Jeg klarer mig fint i de forskellige fag, og nyder mange af dem, da jeg kan se relevansen i dem, og har nogle inspirerende lærere. Men jeg glæder mig til at tage det sidste semester hjemme, da jeg foretrækker den danske model for eksamen.