En hård start

Da vækkeuret ringede kl. 1.30, stod vi op, fik lidt at spise og fik pakket det sidste. Natanael blev vækket, så han kunne få en lille tår, inden vi skulle ud at køre, og så var vi ellers på vej mod Billund i en godt fuld bil. I lufthavnen fik vi tjekket ind og sagt farvel til mor og Jan, som havde kørt os. Det var lidt underligt, men også meget spændende. Vi var klar på eventyret.

Efter et lidt besværligt sikkerhedstjek sad vi kun en halv time og ventede på, at vi kunne boarde. Det gik helt fint, og Natanael var meget rolig. Da vi kom ind i flyet, var stewardessen så venlig at hjælpe os med at få to sæder ved siden af hinanden. Natanael blev lagt til og lå der lunt og godt under den godt en time lange flyvetur til Amsterdam. Her fandt vi hurtigt den næste gate. Vi tilbragte de 4-5 timer med at få noget at spise, gå ture med barnevognen så Natanael kunne få sovet lidt (og omgivelserne få lidt ro), spille Bonanza og slappe lidt af. Da det igen blev tid til at boarde, var det lidt mere besværligt. Vi havde fået barnevognen med ind i lufthavnen og til gaten, og da den denne gang skulle om bord på flyet, gav det nogle flere problemer. Det løste sig dog, og vi kom om bord, og fik os installeret. I dette fly måtte Natanael dog ikke ligge hos mig og spise, mens vi lettede, og jeg var nervøs for, om han ville blive meget ked af det, men det gik heldigvis fint! Da vi igen måtte rejse os, kom der er stewardesse med en lift, der kunne hænge på væggen overfor os. Desværre ville Natanael ikke sove i den, og han fik kun klatsovet på den 10 timer lange flyvetur. De sidste ca. to timer gik jeg rundt med ham i armene, for at jeg kunne få lidt fred og Kristian (+barnet i liften ved siden af) og Natanael få sovet lidt. Da vi skulle lande, græd Natanael meget, så selvom jeg ikke måtte, lagde jeg ham til brystet, og det hjalp.

Da vi kom ud af flyet, stod barnevognen og ventede på os. Vi fik hentet vores bagage, og Natanael sov gennem hele sikkerhedstjekket, selvom han skulle op af barnevognen, så den kunne blive tjekket. To af vores kufferter var gået i stykker, så det måtte vi lige have ordnet med flyselskabet, inden vi kunne vende næserne mod vores hotel. Taxichaufføren var rigtig venlig og tog det pænt, at Natanael, der var træt af at blive vækket for at skulle køre taxi, skreg for fuld hals hele vejen til hotellet. I lobbyen var de også rigtigt flinke, og der var en piccolo, der hjalp os op på værelset med vores mange kufferter. Det var skønt at kunne lukke døre og bare være os selv! Desværre havde hotellet ikke en restaurant, så vi blev nødt til at bestille mad udefra. Midt i bestillingen gik strømmen i hele byen, fordi det blæste så meget. Vi var begge mere trætte end sultne, men blev enige om, at der trods alt var lidt for lang tid til morgenmaden, så vi prøvede igen og fik bestilt maden. Der gik dog så lang tid, før den kom, at vi begge nåede at falde i søvn. Da de ringede fra receptionen for at sige, at maden var kommet, vågnede Kristian og skyndte sig så meget ud af døren, at han glemte nøglen. Da han kom tilbage til den låste dør, sov jeg åbenbart så tungt, at han ikke kunne vække mig ved at banke på døren, og han måtte gå tilbage til receptionen for at få en ekstra nøgle. Denne virkede i midler tid ikke, men denne gang kunne han vække mig. Vi nåede kun at spise en halv sandwich hver, inden vi igen sov.

Næste morgen vågnede vi tidligt og nød at kunne gå ned til morgenmad, mens der var helt roligt. Vi fik bl.a. vafler – lækkert! Da vi kom op på værelset, tog vi alle tre bad på skift. Natanael nød at kunne svømme rundt i et helt badekar i stedet for de håndvaske, han i den sidste tid var blevet mast sammen i. Vi nød disse timer, inden vi skulle være ude af værelset og tog det med ro, inden vi skulle videre til det ukendte. Da det passede med at Natanael skulle sove, kunne jeg passende gå den korte, knap to kilometer lange, tur til vores nye lejlighed. Så ville Kristian tage en taxi med al bagagen. Da jeg kom til lejligheden, stod jeg og ventede en halv time, før jeg bestemte mig for at prøve at finde ham. Jeg skulle ikke langt, før han stak hovedet ud af den bygning, der administrerede lejlighedskomplekset. Det viste sig, at der var problemer med, at vi kunne få lejligheden. Den var ikke rengjort endnu, og det endte med, at vi måtte ringe mellem 15 og 16 for at finde ud af, om den var klar. Heldigvis kunne de opbevare vores kufferter for os, så dem skulle vi ikke slæbe på. Det kunne have været dejligt med en base at gå ud fra, men okay. Så kunne vi lige nå et par ærinder ang. Kristians opstart på Georgia Tech. Bagefter gik vi i IKEA, hvor vi alle tre fik noget mad, og vi fik købt en hel masse til lejligheden. Vi havde set at IKEA bragte ud med levering samme dag, så det ville vi benytte os af. Da vi kom slæbende med alle vores vogne med indkøbte ting for at bringe dem til vareleveringen, viste det sig, at det skulle have været indleveret før kl. 15, for at det kunne komme ud samme dag, og da var klokken 18.30. Møg! Det betød at vi ville komme til en lejlighed med absolut intet, og vi ville have absolut intet, indtil IKEA kunne levere ud næste dag… Derfor tog vi vores topmadras, dyner og puder med hjem på barnevognen, så vi i det mindste kunne sove nogenlunde. Dette gav dog den forvirring, at de kun troede, at vi skulle have møblerne leveret ud, selvom vi også kom med en hel indkøbsvogn med køkkenting m.m.. Derfor begyndte de at skrive alle varenumrene på disse ned i hånden. Vi skulle i midler tid senest have hentet nøglen til lejligheden kl. 20, hvor kontoret ville lukke, for ellers ville vi stå helt uden sted at sove med en lille dreng, i en fremmed by, hvor man ikke må være ude efter mørkets frembrud. Samtidig havde Natanael sovet i så lang tid, at han ville kunne vågne, så snart det skulle være, og så ville han være sulten og skrige til han fik mad. Dette ville forsinke os yderligere en halv time, og vi ville ikke kunne nå at gå tilbage til kontoret før kl. 20. Derfor slog denne uforståelige handling mig helt ud, og jeg brød ud i gråd. Kvinden blev helt forskrækket, og jeg forklarede undskyldende. Så forstod hun pludselig, og det hele gik meget hurtigere. Inden for 5 min. var alt løst, og vi var på vej ud af IKEA med en stadig sovende dreng. På vejen kom vi forbi en pizzabar kaldet ’Papa Johns’, og da den stadig sovende Natanael og jeg var installeret i lejligheden, gik Kristian tilbage dertil for at købe os noget sent aftensmad. Den søde servitrice gav os ekstra krus, tallerkener og servietter, sammen med den toiletrulle Kristian spurgte om, da hun hørte om vores situation. I mellemtiden gik jeg alene rundt i en tom og stille lejlighed. Pludselig lyder det som en sten på ruden. Jeg farer sammen og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lyden kommer et par gange mere. Jeg tør ikke gå hen og kigge ud. Tænk at nogen kan være så frække at skræmme en ny tilflyttet mor, der er alene hjemme! Da lyden kommer endnu en gang, tager jeg mod til mig og går hen og kigger. Da ser jeg Kristian vende sig skuffet om i et forgæves forsøg på at komme i kontakt med sin kone. Jeg skynder mig at banke på ruden, og han signalerer, at jeg skal komme ned og lukke ham ind. Det viste sig, at hans nøgle ikke virkede til vores dør. Hvor uheldig kan man være?! Efter kun et par enkelte pizzaslices var vi klar til at sove. Det havde været en MEGET lang dag!

Endnu en ting, der havde stresset om aftenen, var, at jeg vidste, at vi ikke ville have noget mad i huset til næste morgen. Derfor bestilte vi ekstra store pizzaer, og onsdag d. 4. endte vi med at få pizzarester morgen, middag og aften. IKEA skulle komme mellem 9 og 14, så formiddagen gik med at slappe af, mens vi ventede. Mens klokken nærmede sig 14, blev vi mere og mere skeptiske, for om de kunne nå det. Efter kl. 14 satte vi penge ind på en skype-konto og ringede for at høre, hvor de blev af. De sagde, at de havde været der, men at de ikke havde kunnet levere, fordi de ikke kunne få fat på os, da vi kun havde et dansk mobilnummer. Derfor skulle vi ringe til fragtfirmaet 3PD og høre, hvor de var henne med vores ting. Disse sagde i midler tid, at vi skulle ringe tilbage til IKEA og få en ny leveringstid den følgende dag. Udsigten til endnu en dag i en tom lejlighed gjorde mig vred og frustreret. Da jeg igen ringede til IKEA, fik jeg fat på en kvinde, der sagde, at 3PD godt kunne levere i dag alligevel. Vi blev virkelig glade. Den samme 3PD-kvinde som tidligere sagde dog, at det kunne der altså ikke være tale om, men jeg var vred og lod hende ikke spise mig af med det. Nu var jeg blevet lovet det, og jeg holdt ved. Det endte dog også med, at hun gav efter og sagde, at de ville være der mellem 17 og 21 samme aften. Jeg var jublende glad for min stædighed. Vi skyndte os at benytte vente tiden til at gå ud og købe amerikanske mobilnumre. Det var jo det, der havde givet os problemer flere gange. Bagefter gik vi i en fødevarebutik kaldet Publix. Det var sjovt, men svært, at finde det vi skulle bruge og også hele tiden at skulle omregne til danske priser for at se, om det var dyrt eller billigt. Vi fik dog købt lidt, så vi var klar til at lave hjemmelavet lasagne, når IKEA kom med vores gryder m.m.. Da de endelig kom kl. 20, var vi dog begge så trætte, at det endte med pizza igen =)

Desværre fik jeg ikke så meget søvn den nat, for Natanael sov ikke så længe, og han var særdeles vågen klokken 5. Så måtte jeg jo stå op med ham, for Kristian skulle til noget velkomst halløj (FACET) den dag, så han skulle jo være frisk. Han gik hjemme fra kl. 7.40 og kom hjem igen ved 16-tiden. Hele den dag havde jeg en meget vågen og overtræt lille dreng, der ikke sov mere end 3-4 timer, fra kl. 5 til han kom i seng lidt over 18. Det var virkelig hårdt! Heldigvis sov han rigtig godt den følgende nat (7 timer i første lur), og det har han gjort siden. Så selvom det var en rigtig træls dag, så var det det værd, for han fik vendt sit døgn og sover ikke længere sin lange lur fra klokken 14 til 21! Faktisk har han de to sidste nætter (10. og 11. januar) sovet 8 timer i streg!!! Det er ikke at kimse af!

Alt i alt har det været lidt mere hårdt og lidt mere udfordrende, end vi havde regnet med, før vi tog af sted. Gud ske tak og lov for at det lysner! Og det har vi husket et takke Ham for! I den forbindelse vil vi også gerne sige tak for al den forbøn, vi har fået! Det sætter vi stor pris på!